Elisabeth af Danmark (1485-1555)

Elisabeth af Danmark
Elisabeth af Danmark
	Skulptur af Elisabeth udført omkr. 1530 af Claus Berg til altertavlen i Sankt Knuds Kirke i Odense
Kurfyrstinde af Brandenburg
Periode	10. april 1502 – 11. juli 1535
Forgænger	Margrethe af Thüringen
Efterfølger	Hedvig af Polen
Ægtefælle	Joachim 1. Nestor af Brandenburg (g. 1502)
Børn	Joachim 2. Hector, Kurfyrste af Brandenburg; Anna, Hertuginde af Mecklenburg-Güstrow; Elisabeth, Hertuginde af Braunschweig-Lüneburg; Margrethe, Hertuginde af Pommern, Fyrstinde af Anhalt-Zerbst; Johan, Markgreve af Brandenburg-Küstrin;
Hus	Huset Oldenburg
Far	Hans af Danmark
Mor	Christine af Sachsen
Født	24. juni 1485; Nyborg Slot, Danmark
Død	10. juni 1555 (69 år); Berlin, Brandenburg
Hvilested	Berliner Dom
Religion	Romersk-katolsk; Lutheransk
	v; d; r;

Der er flere personer med dette navn, se Elisabeth af Danmark.

Elisabeth af Danmark (24. juni 1485 – 10. juni 1555) var datter af Kong Hans og Christine af Sachsen. Hun var som ægtefælle til kurfyrst Joachim 1. Nestor af Brandenburg kurfyrstinde af Brandenburg 1502-1535.

I 1528 forlod hun med sin bror Christian 2.s hjælp sin mand efter at være gået over til lutheranismen.

Biografi

Elisabeth blev født den 24. juni 1485 på Nyborg Slot som femte barn og eneste datter af Kong Hans og Christine af Sachsen.

Ægteskab

Som 15-årig blev hun den 5. februar 1500 forlovet i Kiel med den 16-årige kurfyrst Joachim 1. Nestor af Brandenburg. På grund af deres unge alder blev brylluppet først afholdt den 10. april 1502; i Stendal i Brandenburg. Da brylluppet fandt sted midt under kong Hans' krig med Sverige, og mens Dronning Christine var under belejring i Stockholm, blev hun ført af sin farbror, hertug Frederik af Gottorp (den senere Frederik 1.), der samme dag blev gift med kurfyrst Joachims søster Anna.^[1]

Kurfyrstinde af Brandenburg

Elisabeth og Joachim synes i en længere årrække at have haft et lykkeligt ægteskab. Han var en begavet og på mange måder en oplyst og lærd fyrste og dygtig regent, men han var stivsindet og havde et heftigt temperament. I 1507 fik Elisabeth i Wilsnack besøg af sin mor, som hun ikke havde set i lang tid. I 1515 var hun i Danmark i anledning af sin eneste bror, Christian 2.'s bryllup, og i 1522 overværede hun Forliget i Bordesholm, hvor kurfyrst Joachim mæglede mellem sine to svogre, Christian 2. og Hertug Frederik.^[2]

Senere liv

I 1523 blev hendes bror Christian 2., som hun altid havde haft et tæt forhold til, afsat og fordrevet fra Danmark. Han opholdt sig derefter flere gange hos hende i Berlin. I 1523 var hun sammen med ham på en rejse i Sachsen, hvor de hørte en prædiken af Martin Luther, der påvirkede dem begge dybt. Hun gik derefter over til Luthers lære, hvad medførte et brud med hendes mand, der var ivrigt katolik. Desuden stødte han hende fra sig på grund af sine elskerinder og interesse for astrologi, som hun betragtede som trolddom. Imod hans vilje solgte hun sine smykker for at hjælpe sin bror, og da kurfyrsten under heftige raserianfald flere gange truede hende med død eller indemuring, hvis hun ikke nød nadveren på katolsk vis, flygtede hun til sidst med Christian 2.'s hjælp en nat i marts 1528 fra sin mand til sin onkel kurfyrst Johan af Sachsen, der gav hende lov til at bo på slottet Lichtenberg ved Wittenberg.^[2]

Alle forsøg på genforene Elisabeth med kurfyrst Joachim strandede på hendes krav om trosfrihed. Omgang med Luther oplivede den sorgfulde, også legemligt svækkede Elisabeth, som Christian 2. skaffede lægemidler fra Moder Sigbrit. Da Christian 2. blev taget til fange efter et forsøg på at vende tilbage til Danmark, blev hun dybt rystet over hans skæbne og gjorde alt, hvad hun kunne for at få de tyske fyrster til at skaffe ham ud af fængslet. Hun skrev også flere gange til Frederik 1. og Christian 3. og bad om brorens løsladelse. Under Grevens Fejde tænkte lybeckerne en tid på at kalde hende til Danmark for at påvirke stemningen. Til gengæld deltog hendes svigersøn hertug Albrecht af Mecklenburg i borgerkrigen.^[2]

I 1535 døde kurfyrst Joachim. Alligevel blev hun boende på Lichtenberg til 1545. Kort efter Luthers død hun tog ophold på sit enkesæde i Spandau, hvor hun døde 69 år gammel den 11. juni 1555.^[2]